Når forandringens vinde blæser, er der nogle, der bygger læskure; andre bygger vindmøller! I disse måneder blæser forandringens vinde gennem det kirkelige landskab. Ja, det er måske snarere en storm, der river og rusker og efterlader et kaos bag sig. Jeg møder mange præster og kirkeledere, der ser sig rådvilde omkring og tænker: hvad i al verden skal vi gøre? og kan det blive ved på den måde? Hvordan vil det se ud på den anden side af krisen? Er der overhovedet en menighed tilbage, eller bildte vi os selv ind, at det stod godt til, bare fordi der kom folk til vores aktiviteter?

En storm kan være ødelæggende, men at der bliver væltet træer i en skov, baner samtidig vej for en underskov af nye små planter. Og får stammerne lov at ligge er det i virkeligheden sundt for biodiversiteten.

Kunne man forestille sig, at noget lignende kunne ske med den kirkelige verden? At noget af det, som vi i mange år har lagt vores energi og ressourcer i, har godt af at blive væltet omkuld, så der kan blive plads til en underskov af nye spirende tiltag? Og at der kunne blive plads til en langt mere mangfoldig og eksperimenterende måde at være kirke på?

Jeg håber i hvert fald, at der på lang sigt kommer noget godt ud af det – og jeg vil ønske, at vi turde give slip på nogle af de ting i kirkelivet, som er ekstra udfordret i denne tid, og se os omkring – og måske få øje på nye muligheder, der spirer frem. Kunne det endda tænkes, at Gud har gang i noget nyt omkring os, som han inviterer os med ind i?

Hvad ser du? Kommenter gerne, så vi sammen kan få et større perspektiv på, hvad der sker!