Min store datter var tæt på at græde, da det blev annonceret at de skal til at have hjemmeundervisning igen. ”Det er som om jeg ikke kan lære noget, når jeg ikke er sammen med mine venner” sagde hun.

Og hold op hvor jeg forstår hende. Jeg kan heller ikke lære noget, når jeg sidder alene herhjemme uden mine venner. Det har jeg desværre en del erfaring med, og lige nu sidder jeg her så igen. Jeg har fået endnu et nyt knæ og er sygemeldt og går til genoptræning. Det giver en masse tid i lænestolen med – skulle man tro – tid til eftertanke og refleksion. Desværre er virkeligheden den, at jeg bruger det meste af tiden på Netflix og på at strikke. Det ser ud til at hele familien må trækkes med hjemmelavede julegaver i år. Mens jeg sidder der og laver kedelige ben-øvelser og har lidt ondt af mig selv, er det jeg savner allermest mine fællesskaber i kirken. Jeg savner at komme til morgenbøn og til gudstjeneste. Jeg savnet Åben Himmel, jeg savner samtaler og møder, al aktiviteten omkring det at være kirke savner jeg. 

Jeg savner ganske enkelt fællesskab. Det er som om Gud er lidt længere væk, når jeg ikke taler med nogen om ham. Som om det bliver lidt mindre når jeg beder alene, som om jeg forstår lidt dårligere, når jeg læser i biblen alene. 

Nu har vi jo heldigvis Zoom, og jeg nyder at kunne være med på digitale fællesskaber – for det er samtalen og det at høre andres trosoplevelser der gør så godt og giver så meget mening for mig. Jeg har altid haft en følelse af, at Guds rige er det der opstår midt iblandt os, når vi beder og bekender sammen. Så isolation og ensomhed er hårdt for mig, og jeg ved at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Jeg ved det fra telefonsamtaler og zoom og mailkorrespondance. Så jeg havde måske nok accepteret at sådan er det, og en dag kommer vi ud igen, og kan færdes frit – det bliver godt, indtil da må det gå så godt det kan med bibellæsning og bøn fra lænestolen – trosliv på lidt mindre blus. 

Heldigvis bliver ens venner jo ikke væk bare fordi man selv er lidt underdrejet, så en dag stod en god ven i døren med en poser gode bøger og en blomst. Det er i sig selv er jo en opmuntring. Blandt bøgerne var en, der næsten føles som skrevet til mig. Lyden af stilhed hedder den, skrevet af den svenske præst Tomas Sjödin. Han beskriver et liv der kunne være mit, fyldt af aktivitet og uro og lyd, og fortæller at sådan har han indrettet det, fordi han nyder at leve på den måde, han nyder aktivitet og samtale, og fællesskab. Men en dag gik det på tragisk baggrund op for ham, at der findes noget i stilheden, der giver næring og styrke til at leve i alle de fællesskaber man så gerne vil have. Og hvis man ikke giver sig tid og ro til at lytte efter i stilheden, så går man faktisk glip af en masse Guds nærvær. Stilheden er ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for et indre liv med bøn og lydhørhed. 

Så det må vel være sådan at vi mennesker har brug for begge dele. Der er en tid til det hele, til at tie og til at tale, og vi må finde ud af at kunne være i det der er. Ellers går vi glip af vigtig tid med både Gud og med hinanden. Jeg har læst Sjödins bog to gange – og skal læse den igen. For hvor er det rigtigt at man kan vænne sig så meget til at leve forhastet og uroligt, at man ikke længere kan finde ind i stilheden. 

Nu bliver vi så opfordret til at krybe lidt ind i vores huler igen, og lade være med at være sammen med alt for mange mennesker hen over endnu en jul. Det begræder jeg, jeg elsker julesammenkomster med gløgg og æbleskiver, men jeg begiver mig nysgerrigt ind i den stilhed det medfører og tænker at Gud viser sig som han finder det bedst. Måske er det i julestilhed i år.